Nornerne dragter 660x660NORNERNE

frivillig nornerne brikvaevning

 

Vore norner syer og reparerer dragter til brug i formidlingen i landsbyen.

De mest kendte “Norner” var de tre gudinder: Urd, Verdande og Skuld, der spandt og afklippede livets tråd for menneskene. De holdt til ved livstræet Yggdrasil, men der var utallige norner, der forudbestemte skæbnen for alle typer af skabninger.

Vores Norner er hverken synske eller forudbestemmende for vores skæbner.

De arbejder pt. i 2 hold, mandag formiddag (ulige uger) og onsdag aften (lige uger).

Der møder typisk 3 personer om mandagen og 5-8 personer om aftenen. Løbende aftaler sker pt. mest i Facebook i gruppen Nornerne, som man kan blive medlem af, hvis man er norne.

Der syes jernaldertøj til brug for de ansatte og frivillige. Der fremstilles låne-tøj, som midlertidige hjælpere kan have på under arrangementer. Materialet er uld- og hørstof, der var jernalderens foretrukne stoftyper, og gruppen kan bestandigt bruge mere stof. Hvis nogen har rester eller brugt tøj, der kan syes om, vaskes og farves, vil det være fint.

Ønsker man at sy sit eget tøj, kan man benytte sig af vores mønstre til bl.a. bukser og kjortler og få assistance til syning af tøjet. Vi hjælper og lærer af hinanden.

Tøjet mærkes med størrelse og serienummer, så det kan registreres og føres på udlånslister, når det lånes ud.

Det føles godt og hyggeligt at mødes i grupperne 2-3 timer hver anden uge. Hvis man ikke lige behersker syningen, lærer man det hurtigt. Over kaffen/teén luftes der tanker om fællesudflugter, gæstelærere og meget andet.

På hjemmesidens afdeling "For medlemmer" - kan du efter "log in" slå op og læse gruppens tovholder(e)s kontaktdata. 

Top